Museum lukker op for børns følelsesverden gennem kunsten: ’’Vi åbner for de svære ting at tale om med udgangspunkt i et maleri’’

På Museum Ovartaci fletter man kunst og psykiske sygdomme sammen i et undervisningsforløb, der skal bryde tabuer om psykiatrien og åbne op for en dialog med børnene om følelser.

Af Marie Kirstine Gasberg, 5. oktober 2022

Det er et mesterværk. Den lille barnehånd knuger stolt om penslen og betragter maleriet. Farverne er valgt med omhu. Skønhed og perfektion er ikke vigtigt. Det er tankerne og følelserne forbundet med mesterværket. På Museum Ovartaci er kunsten nøglen, de bruger til at låse op for børnenes verden af følelser. Gennem et læringsforløb bliver der åbnet op for en samtale om de ting, børnene normalt ikke snakker med læreren om.

I læringsforløbet arbejder de meget med selvportrætter. På billedet har børnene lavet blindtegning. Det vil sige, at de ikke må kigge på papiret i starten. Bagefter skal de tegne ud fra de linjer, de lavede.

’’Jeg havde et barn, som havde mistet sin mor. Han havde slet ikke snakket om det til lærerne. Vi havde en øvelse, hvor de skulle male et billede af, hvad gør dem triste. Gennem tristhed havde han lavet en lille kiste med kors. Så på den måde kan kunsten åbne op til samtaler, vi ikke bare snakker om,’’ fortæller Elaine Jackson Møller, der er ansvarlig for børne- og ungeafdelingen på Museum Ovartaci.

Det er også vigtigt for Elaine, at børnene udtrykker glæde og håb. Elaine står med et maleri, hvor børnene skulle male noget, der gør en glad.

Mødet mellem kunsten og børnene       .
Mødet mellem børnene og malerierne giver dem mulighed for at forstå psykisk sygdom, eftersom alle værkerne på Ovartaci er lavet af kunstnere med tilknytning til psykiatrien. De huser også store samlinger af arkiver fra det psykiatriske hospital i Risskov. Museet er for nyligt flyttet ind i lokalerne på den gamle journalisthøjskole. Undervisningsforløbene skal give børnene redskaber til at sætte ord på deres følelser gennem kunst og kreativitet. De snakker blandt andet om, hvordan farver og motiver udtrykker forskellige følelser. Værkerne på museet sætter også en samtale i gang om, hvordan kunstnere udtrykker deres følelser og ser verden. Elaine fortæller om, hvordan hun har åbnet op for samtaler, som lærerne arbejder videre på,

’’Jeg havde for eksempel en lærer, der selv havde været indlagt. Så kunne hun fortælle, at hun også har været indlagt, så fik de en snak om det,’’ fortæller Elaine om de samtaler, hun kan hjælpe med at sætte i gang mellem læreren og eleverne

Hver tredje dansker får en psykisk sygdom

Ifølge Psykiatrifonden får hver tredje dansker en psykisk sygdom i løbet af livet. I hver eneste klasse sidder der et til to børn med så store psykiske problemer, at de har brug for professionel hjælp. På Museum Ovartaci får nogle børn særligt tilrettelagte forløb. Det kan for eksempel være, hvis en i familien har tilknytning til psykiatrien. Det er vigtigt at sætte ord på, fordi børnene i familien kan føle sig overset eller i vejen på grund af fokusset på personen med den psykiske sygdom.


’’Det var en gruppe, hvor man skulle åbne op for, hvordan de havde det, selvom de ikke var indlagt. De kunne ikke længere mærke på dem selv, hvordan de havde det, fordi alt fokus var på den indlagte,’’ fortæller Elaine om den gruppe af pårørende, hun havde i et forløb.

Ifølge Psykiatrifonden vokser op mod 310.000 børn og unge med en mor eller far, der har en psykisk sygdom. Det er svært at forstå og tale om det som barn. Et skræddersyet forløb hos Museum Ovartaci kan hjælpe familier og børn med at låse op for en svær samtale om psykisk sygdom og give plads til børnenes verden af følelser. På museet tager de også andre emner op som mobning, svagheder, styrker eller trivsel.